|
Pressemeddelelse 31. okt. 2007. Jo værre de er – jo bedre bliver vi. Kortlægning af mediernes formidling om etniske minoriteter
D. 8. november 2007 udkommer bogen Der er et yndigt land – medier, minoriteter og danskhed på forlaget Tiderne Skifter. Bogen er et stykke banebrydende forskning, der kortlægger danske mediers formidling om etniske minoriteter gennem de sidste 25 år.
Etniske minoriteter fylder meget i Danmark. Alle taler om dem, alle har en holdning til dem, men få kender dem personligt. Derfor er medierne befolkningens primære kilde til information om etniske minoriteter. Men hvad er det for en information danskerne får af medierne? Det giver en ny bog svaret på.
Forfatter Rikke Andreassen har som den første forsker nogen sinde fået uhindret og ubegrænset adgang til både DR og TV2s arkiver. Hun har derfor – som noget nyt i dansk forskning – været i stand til at inddrage tv-nyheder i en analyse, der strækker sig over en længere periode. Gennem analyser af mere 300 avisartikler og 300 nyhedsindslag fra 1980’erne til i dag viser hun, hvordan medierne har beskrevet etniske minoriteter. Medierne beskriver overvejende etniske minoriteter negativt og i stereotyper som ’den undertrykte indvandrerkvinde’ og ’den seksuelt aggressive muslimske mand’. Og det får følger.
Rikke Andreassen forklarer: ”Den stereotype formidling får betydning for danskernes fordomme om etniske minoriteter. Men den har også betydning for befolkningens selvopfattelse og for opfattelsen af dansk nationalitet. Når medierne fremstiller etniske minoriteter på en bestemt måde, fremstiller de også os selv på den modsatte måde. Det er derfor ikke neutrale billeder, vi får serveret med nyhederne til aftenkaffen. Det er identitetsskabende nyheder. Og jo værre de etniske minoriteter er – jo bedre bliver vi.”
Bogen illustrerer, hvordan medieformidlingen fx har betydning for danskernes opfattelser af køn og seksualitet. Rikke Andreassen viser, hvordan mediefremstillingen af etniske minoritetskvinder som undertrykte spiller en væsentlig rolle i fastholdelsen af opfattelsen af, at der eksisterer kønsmæssig ligestilling i Danmark. ”Når de er undertrykte, så fremstår vi som frigjorte”, siger hun.
Rikke Andreassen siger videre: ”Medierne stereotype formidling finder genklang i politikeres udtalelser og lovforslag. I disse dages valgkamp er flere politikere et ekko af mediernes ensidige formidling etniske minoriteter. Fokusen på Asmaa’s tørklæde er fx en gentagelse af årtiers ensidige formidling om tørklæder.” Og bogen indeholder da også et helt kapitel om debatterne om tørklæder, inkl. kortlægning og analyser af debatterne om Asmaa Abdol-Hamid.
Bogen er et godt stykke formidling. Dens komplekse og nuancerede analyser er formidlet i et sprog og en form, der er tilgængelig for alle. Bogen henvender sig således bredt til alle med interesse for medier, etniske minoriteter, nationalitet, køn og seksualitet.
Mange venlige hilsner Rikke Andreassen og forlaget Tiderne Skifter
For yderlig information og erhvervelse af bogen kontakt: Rikke Andreassen: 2671 7075 Tiderne Skifter: 3318 6390 |